Vælg en restaurant...

Bredgade

CPH Airport

Hvad er en sommelier?


At mad og vin går hånd i hånd på Le Sommelier siger næsten sig selv. Men hvad dækker egentligt begrebet eller professionen ”Sommelier” over, nu da det er så central en del af restaurantens identitet? Ligesom kokke bruger mange år på at uddanne sig og dygtiggøre sig i håndværket at lave mad, skal vintjeneren også meget igennem, før han eller hun med rette kan kalde sig sommelier.

Selve ordet sommelier stammer fra det franske militær, hvor man i sin tid havde en vinkyndig i regimentet til at sørge for, at der var vin til stede, når man gik i krig. I dag er begrebet noget mindre dramatisk og kan bedst beskrives som den person, der varetager indkøb og opbevaring af restaurantens vin. Desuden skal sommelieren også tage sig af at anbefale vine til restaurantens gæster samt at sammensætte mad og vin i ledtog med køkkenet.

For at kunne begå sig sommelier må man først og fremmest have en stor forståelse og viden inden for alverdens vinområder, men det er også vigtigt, at man er en dygtig smager og har økonomisk sans, ligesom der også er en vis portion psykologi involveret, når man anbefaler vin til de mange forskellige gæster i restauranten. Skal man gøre sig håb om at blive rigtigt dygtig, kræver det, at man besidder en evne til at læse og forstå, smage og formidle og gøre det i et til tider hektisk miljø med overskud og charme – en social nørd.

Her på Le Sommelier bryster vi os af at være med til at uddanne nogle af landets mest kyndige sommelierer, og Le Sommelier har i årenes løb fået mange nationale og nordiske sommelier-mestre på CV’et. Vinen fylder lige så meget som maden i restauranten, og det er en lærerig arbejdsplads for unge tjenere, som har ambition om at udvikle sig selv til dygtige sommelierer.

Hvert år afholdes der optagelsesprøver til Dansk Sommelier Forening, og det er som regel med at par håbefulde aspiranter fra Le Sommeliers side. Sidste optagelsesprøve var i februar, og nu går vi alle sammen i restauranten og krydser fingrer for, at Nina, Didde, Rasmus eller Michael har været dygtige nok til at blive optaget og med rette kunne kalde sig sommelierer.